|
|
|
|
|
|
Tyrolerstemning i Thorning Efter flere år med tvivlsomt vejr kunne Thorningegnens Friluftsspil i weekenden slå portene op til en forestilling, hvor alt gik op i en højere enhed I weekenden var flere hundrede forventningsfulde gæster samlet i skovens dybe stille ro for at lade sig underholde med årets udgave af friluftsspillet i Thorning. Og underholdt det blev de. Operetten "Sommer i Tyrol" var en velfortjent succes, hvor man fornemmer, at flere måneders arbejde har resulteret i at skuespillerne kan deres replikker, så der var relativ tavshed fra sufflørkassen. I de prægtige rammer som træerne omkring Thorning Forsamlingshus dannner, var opstillet flotte kulisser, der hjulpet godt på vej af det dejlige vejr, kom til sin ret. Kulisserne forestiller hotel "Den hvide Hest", hvor operettens historie foregår. Men med ét brydes skovens dybe stille ro, idet en stor flot rød rutebil, en Volvo B 11 fra 1938, kørte ind foran scenen. Bussen er livlig fyldt af gæster til hotellet, hvor gæsterne modtages af de to hovedrolleindehavere Bodil Lyngsøe og Kenneth Tække som henholdsvis Jespha Vogelhuber og den kække tjener Leopold.
Operetten "Sommer i Tyrol" kendes sikkert af de fleste, hvorfor det her er vigtigere at nævne den lokale indsat afstykket. Det er svært at nævne fâ fremfor andre, men ikke desto mindre kommer man ikke udenom de to hovodrolleindehavere. Med deres udstråling og selvsikkerhed på scenen er det svært at se, at de ikke normalt færdes på de berømte skrå brædder. De har dog begge tidligere medvirket, foruden Kenneths erfaring fra Perronteatret samt hans bijob som sanger og musiker i gruppen "Wos Tow". Begge sang de sig i løbet af aftenen varme, og specielt klappede flere hundrede hænder taktfast med, da Josepha fremførte "Tyrol, Tyrol", omend alle de andre sange også medførte stor applaus fra publikum. Det hvad enten de blev sunget af de førnævnte eller af Mette Holst Nielsen, Brian Christophersen, Søren Nøhr Nielsen eller Charlotte Hansen, der alle leverede en flot indsats til musikken under ledelse af Allan Morell.
Men som to af stykkets profiler skal nævnes henholdsvis en ung og en ældre skuespiller. Som den rapkæftede piccolo Vicki ser vi den blot 13-ârige Heidi Andersen, der trods sin unge alder fik smilet og grinet from hos det voksne publikum. På samme måde gav en af holdets veteraner, Jens Peter Salomonsen, den på alle tangenter som den uforlignelige Julius V. Møller, hvis største ærgelse består i, hvad han nu skal ærge sig over. Foruden den kendgerning, at netop Julius V. Møllers replikker er sjove i sig selv, så kan vi da lige nævne, at Jens Peter spillede samme figur da stykket blev opført i Thorning i 1991, hvorfor han måske befandt sig så godt i den lidt Ole Thestrup-agtige rolle. Men af unge medvirkende skal bestemt også nævnes de dejlige unger, der gav forestillingen liv, nâr de med deres dans og sang konstant var et halvt trin efter de voksne. De var søde.
Sam altid i den slags opførelser er der et hav af frivillige, som ikke ses på scenen, og hvis arbejde og hjælp er uundværlig. I projektørernes skær så vi kun cirka halvdelen af de glade amatører, der var med til at skabe en god aften. Blandt andet skal specielt nævnes nogle meget flotte kostumer, der gav spillet troværdighed foruden det faktum, at også lyd og lys fungerede godt. Skal man endelig finde kritiske punkter, så har man atter fundet et stykke, som er en kendt klasikker, hvilket selvfølgelig sælger billetter, men som samtidig gør, at man uundgåeligt vil huske tilbage og sammenligne med Dirch Passer, Susse Wold og alle de andre, hvilket ikke er retfærdigt. En modig satsning kunne være at finde et relativt ukendt stykke, idet man gennem mange år udelukkende har beskæftiget sig med kendisser som "My Fair Lady", "Mød mig på Cassiopeia", "Annie Get Your Gun" og så videre. Måske en del af stampublikum ville falde fra, men andre vil så kormme til. Desuden er det synd, at skuespillerne i pausen lader sig se blandt publikum. Det fjerner unægtelig lidt af "magien", når personerne fra stykket står i deres flotte kostumer fra en anden tid og andet miljø og spiser pølser med publikum og ringer fra mobiltelefoner. Selvfølgelig vil de gerne høre venner og familiers kommentarer, men vent til bagefter med det. Og endelig vil det klæde pausen, hvis man bliver i miljøet og i højttalerne spiller musik fra den tidsalder, vi befinder os i. Eventuelt østrisk tyrolermusik, da vi jo er i Tyrol. Eller i det mindste musik fra filmen. Ikke dansk popmusik fra l980'erne. Når nu det hele ellers er så flot, sâ lad det blive helt gennemført. Efter stående bifald fra publikum sluttede aftenen med at instruktør Ejvind Nielsen takkede det veloplagte publikum og bad disse fortælle vidt og bredt, at årets friluftsstykke i Thorning er et besøg værd. Det er korrekt, og opfordringen er hermed videregivet. |
|
