Så vi be´r bare guderne om godt vejr
Nu er rollerne fordelt til Friluftsspillets opsætning af Midt om Natten. Holdet består af både gamle kendinge og nye ansigter, dels fra lokalområdet og dels udefra.
Der er tre ledende roller i stykket. Arnold spilles af Kim Konnerup, som mange vil kende fra Robin Hood, som den lidt skæve Broder Tuck og i øvrigt rigtig mange andre glimrende roller i tidligere års Friluftspil. Susan Himmelblå spilles af Louise Hummelgaard, som sikkert huskes som Ronja i Ronja Røverdatter. Benny spilles af en rigtig Benny, nemlig Benny Emil Danielsen - et nyt ansigt i Friluftsspillet; men kendt af mange, da han til daglig arbejder på Thorning Skole.De to yngste deltagere i år er bare elleve og ti år og spilles af to skønne børn fra Knudstrup, nemlig Mathias Lyngsøe, som spiller Pelle og Signe Thea Larsen, som spiller Piv.
Midt om Natten bliver med sine ca. 50 medvirkende på scenen et af de folkerigeste stykker på Friluftsscenen. Desuden vil man også finde dele af orkesteret på scenen til at understøtte Kim Larsens velkendte og iørefaldende musik.
"Så vi be´r bare guderne om godt vejr" og "tag mig med ud i den grønne skov, der hvor man kan spire" bliver ikke bare et fromt ønske; men virkelighed på scenen i skoven bag Forsamlingshuset, hvor også "spillemand åh spillemand åh spil for mig" kommer til at give god mening.
Premieren er d. 4. juni.
Indlæg i Blichfang januar 2011

Presse 