GREASE - 50’ER ROCK’N’ROLL, ENERGI OG MASSER AF KÆRLIGHED

 

Presse 1 foto 20180317 Friluftsspil GREASE IMG 4145 AU 1 Instruktør og koreograf Mathilde Østergaard ved meget præcist og minutiøst, hvorledes hun ønsker de enkelte roller skal fremstå.
Her øver hun på musicalen Grease sammen med Pernille Christiansen - med instruktørassistent Katrine Dahl Pedersen i baggrunden.

Fotograf Aksel Utoft.

Thorning Friluftsspil præsenterer i år musicalen GREASE – verdenskendt fra filmen af samme navn fra 1978. Hvem har ikke set, danset og sunget med på sangene med Olivia Newton-John og John Travolta som henholdsvis den pæne, søde og unge pige Sandy og den læderjakkeklædte Danny. Og fantaseret, at man var på Rydell High School med alle ungdomsgenvordighederne, kejtetheden, de spirende forelskelser og den fede Rock`n Roll musik.

Efter sidste års mange rosende ord fra publikum og anmeldere af ”All Shook Up”, har Thorning Friluftsspils bestyrelse valgt at tage endnu en stor udfordring op med opsætningen af Grease. Alt skal times til mindste detalje for at gå op i en højere enhed og ende som succes. Tiden synes at være moden med den professionelle kunstneriske ledelse, hvor alle har ønsket at fortsætte. Desuden er det efter 3 gange audition lykkedes at sætte et hold af dygtige entusiastiske skuespillere, dansere og sangere. Gennemsnitsalderen er lav med mange unge skuespillere – både kendte fra tidligere stykker; men også nye håbefulde aktører. ”Gamle” rutinerede kræfter er dog også på scenen; bl. a. ses Bodil Lyngsøe i rollen som skolefrøkenen Miss Lynch og Jacob Weihrauch Andersen som Vince. Der øves flittigt og alle yder deres bedste under kyndig ledelse af instruktør Mathilde Østergaard, som for andet år har sagt ja til at være med.

Hovedrollerne som Sandy og Danny spilles af henholdsvis Stine Skellgaard Lyngesen og Thomas Sandal. Stine spiller med for andet år i Thorning og har tidligere spillet med ved Palsgaard Sommerspil, på Silkeborg Seminarium og Vejle Musikteater. Hun bliver færdig som lærer til sommer og drømmer om at blive ansat på en efterskole, hvor hun kan arbejde med musik, sang, drama og musicals. Hun synes fællesskabet i Thorning er noget af det bedste. ”Det er bare så hyggeligt at være med”. For øvrigt har hun lokket sin bror Simon med.

Thomas, der er fra Lind ved Herning, har erfaring fra Smuk Teater i Skarrild. Det er første gang han skal prøve kræfter med en hovedrolle og det glæder han sig til. Han er også glad for at være én af holdet, da han forlods havde hørt meget godt om Thorning Friluftsspil.

 

”Grease” opføres 7 gange fra d. 2. – 10. juni på Friluftsscenen i Thorning under de gamle egetræer – ”Danmarks hyggeligste Friluftsspil”. Billetsalget er i gang og priserne er de samme som de tidligere år – se nærmere på www.thorning.com.

Presseartikel af 26/3 2018