Pressemeddelelse
Robin Hood ”light” på plænen foran det gamle tinghus i Kjellerup.
I forbindelse med det store Rally i Kjellerup d. 14. maj vil Thorningegnens Friluftsspil præsentere årets musical. Det er den originale og meget morsomme version af Robin Hood med tekst og musik af de sprudlende og meget aktuelle brødrene Price. Erling Prang vil undervejs fortælle lidt om skuespillet og handlingen, så man får en klar fornemmelse af karaktererne i stykket.
Man kommer til at møde Robin Hood, Lady Marion, Broder Tuck, Will Skarlagen, alle de lystige mænd samt den onde Prins John og hans medsammensvorne. Skuespillerne glæder sig til at møde folk i Kjellerup og til at præsentere stykket. Lady Marion alias Malene Fisker har sågar udskudt en rejse for at være med på denne specielle dag.
Kom og hør brudstykker af de festlige sange, se de flotte kostumer og mød alle skuespillerne fra stykket. Der vil være mulighed for yderligere information om spilletider og køb af billetter på den opstillede stand.